Hvad er forhøjet blodtryk?
Forhøjet blodtryk kaldes på fagsprog for hypertension. Hypertension betyder, at trykket i kroppens pulsårer er højere end det, der defineres som normalt.
Højt blodtryk belaster hjertet og blodkar, og giver en risiko for, at man fx kan få apopleksi (blodprop i hjernen eller hjerneblødning) og hjerteinfarkt (blodprop i hjertet).
Et forhøjet blodtryk giver typisk ingen symptomer. Hos de fleste sker skaderne langsomt, hvor komplikationerne først kommer efter mange år med forhøjet blodtryk. Efter mange år kan fx en blodprop i hjertet eller hjernen komme akut og uden varsel.
Nogle få personer med forhøjet blodtryk udvikler et meget højt blodtryk. Det kan være en alvorlig tilstand, som giver symptomer og som kræver hurtig behandling.
Akut påvirkning af blodtrykket i hjernen (encefalopati)
Er en meget sjælden akut tilstand, som kommer, når blodtrykket bliver meget højt.
Det systoliske tryk er typisk over 200 og det diastoliske tryk er over 130.
Symptomerne er som regel kraftig hovedpine og forvirring. Opførslen kan også ændre sig, fx at man taler utydeligt, bliver søvnig eller hidsig.
Tilstanden kræver, at man indlægges på et sygehus med det samme og får intensiv behandling for at sænke blodtrykket.
Svært forhøjet blodtryk
Hvis blodtrykket over lang tid er meget stærkt forhøjet, kan der udvikles skader i mange organer.
Skaderne ses som svære forandringer på hjerte, nyrer og øjne. Der kan opstå akut svigt af nyrerne og hjertet, og der er blodtryksforandringer i øjets nethinde.
Tilstanden kræver, at man indlægges akut på et sygehus og bliver behandlet hurtigt for at undgå yderligere skader. Svært forhøjet blodtryk blev tidligere kaldt ondartet (malign), men har ikke noget med ondartet sygdom, fx kræft, at gøre. I denne sammenhæng betyder ondartet bare meget voldsomt forhøjet blodtryk.
Hvert år indlægges ca. 50 mennesker på sygehus i Danmark med svært forhøjet blodtryk.
Akutte komplikationer efter langvarigt forhøjet blodtryk
Blodprop i hjertet (hjerteinfarkt)
Ved hjerteinfarkt (blodprop i hjertets kranspulsårer), får muskelcellerne i et område af hjertet så lidt ilt, at de dør. Hjerteinfarkt giver typisk:
Kraftige, snørende eller klemmende smerter i brystet, som ofte stråler ud i en arm eller i kæben. Smerterne varer længe og lindres typisk ikke af hvile
Kvalme, opkastninger, problemer med at trække vejret, angst og uro som følge af smerterne og man bliver klamtsvedende
Hjertesvigt
Hjertet skal arbejde ekstra hårdt, hvis blodtrykket er forhøjet, da det skal trække sig kraftigt sammen ved hvert eneste slag. Dette kan med tiden gøre hjertet forstørret.
Dette kan føre til at hjertets funktion bliver dårligere og dårligere og give hjertesvigt, hvis blodtrykket ikke behandles. Ved hjertesvigt har hjertet svært ved at pumpe nok blod ud i kroppen. Blodet hober sig op i lungerne, og resultatet bliver vand i lungerne. Symptomerne på hjertesvigt er:
Blodprop i hjernen eller hjerneblødning
Forhøjet blodtryk øger risikoen for at få en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning, der under et kaldes apopleksi. Symptomerne afhænger af hvor i hjernen det sker, og hvor stort et område, der rammes. Symptomerne på apopleksi kan være:
Man mister kraften i den ene arm og/eller ben
Man mister evnen til at tale
Man bliver kortvarig døsig
Store apopleksier kan gøre, at man bliver bevidstløs og går i koma, og de kan være livstruende
Nyresygdomme
Forhøjet blodtryk og åreforkalkning kan give skader på nyrerne. I sjældne tilfælde kan skaderne udvikle sig til nyresvigt. Nyresvigt er en alvorlig tilstand som kræver, at man eventuelt skal behandles med dialyse, og på længere sigt eventuelt nyretransplantation.
Nyresvigt kan give en række symptomer, blandt andet:
Træthed
Lav blodprocent
Hudkløe
Vægttab
Kvalme og opkast
Rift i hovedpulsåren
Rift/revne i hovedpulsåren kan opstå hvis blodtrykket er stærkt forhøjet. Det er en alvorlig tilstand, hvor det høje tryk presser blod ind i den store pulsåres væg. En rift/revne i hovedpulsåren giver pludselige, kraftige smerter i brystet, ofte med udstråling nedover ryggen. Man bliver meget medtaget og kan miste bevidstheden.
En rift/revne i hovedpulsåren kan blive livstruende, hvis man ikke bliver opereret.
Vil du vide mere?