Sygdommen rammer næsten udelukkende børn i 2-4 års alderen
I 95 % af tilfældene findes svulsten kun på den ene side
Sygdommen viser sig ofte først som en udbuling i maven
Behandlingen består af:
Operation hvor man fjerner den syge nyre
Kemoterapi
Strålebehandling i sjældne tilfælde
Chancen for helbredelse er generelt rigtig stor. Over 90 % helbredes, hvis den ikke har spredt sig
Hvad er Wilms tumor?
Wilms tumor er en kræftsygdom i nyren, som næsten altid ses hos små børn. Kaldes også nefroblastom.
Wilms svulst
Hvad er symptomerne på Wilms tumor?
Tumoren bliver som regel opdaget tilfældigt, fordi barnet udvikler en smertefri bule i maven
Barnet kan få smerter i maven. Nogle børn får feber og nedsat trivsel
Der kan i sjældne tilfælde være blod i urinen
Forhøjet blodtryk kan forekomme
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Symptomerne kan være en smertefri bule i maven
Blod i urinen
Vedvarende feber eller nedsat trivsel
Hvordan stilles diagnosen Wilms tumor?
Lægen får mistanke om Wilms svulst, hvis der er en typisk sygehistorie og samtidig mærkes en bule ved undersøgelse af maven. Diagnosen bliver stillet ved hjælp af:
Ultralyd (første undersøgelse)
CT- eller MR-scanning af maven
CT-scanning af lungerne (for at se efter spredning)
MR-scanning af nyrer og urinveje
Hvorfor får et barn Wilms tumor?
Årsagen til Wilms tumor er ukendt, men ses ofte i forbindelse med visse sjældne syndromer. Man mener, at sygdommen har forbindelse med en ændringer i gener (bl.a. på kromosom 11), som har betydning for vækstregulering.
Er Wilms tumor arveligt?
Selvom Wilms tumor har forbindelse med en forstyrrelse i arveanlægget (kromosom 11), så opstår sygdommen oftest tilfældigt.
Sygdommen kan dog forekomme hyppigere i nogle familier, og her typisk med samtidige misdannelser i urinvejene, øjet (manglende regnbuehinde) eller nedsat intellekt.
I en familie med et tilfælde af Wilms tumor kan lægen vurdere behov for kontrol hos søskende i visse tilfælde.
Hvordan behandler man Wilms tumor?
Behandlingen består af operation og kemoterapi, ofte også før operation for at sikre sig mod evt. spredte kræftceller. Ved operation fjernes den syge nyre.
Behandlingen tilpasses sygdommens udbredelse. Hvis sygdommen har bredt sig, så kan barnet tilbydes strålebehandling.
Hvad kan jeg selv gøre?
Wilms svulst er en meget sjælden sygdom. Derfor skal man som forældre ikke tænke på kræft som det første, hvis et barn har en bule på maven.
Men hvis bulen vokser, eller der er blod i urinen, uforklarlige perioder med feber og dårlig trivsel, så skal barnet undersøges hos lægen.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis et barn får en blivende bule i maven eller blod i urinen, uforklarlige perioder med feber og dårlig trivsel, så skal barnet undersøges af egen læge.
Udsigten for helbredelse er afhængig af, hvor udbredt sygdommen er.
Hvornår behandler man Wilms tumor?
Behandlingen vil blive startet op så hurtigt som muligt efter, at diagnosen er stillet.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Den videre udvikling af sygdommen afhænger af, hvor udbredt den er ved behandlingens start. Hvis den ikke har spredt sig, så bliver over 85–90 % i dag helbredt. Prognosen afhænger af sygdommens udbredelse og type.
Der kan opstå senfølger efter strålebehandling, hvor der dannes bindevæv i hud og tarm.
Hvor udbredt/hyppig er Wilms tumor?
Tilstanden er sjælden og findes kun hos ca. 1 ud af 100.000 børn
I Danmark ses under 10 nye tilfælde om året
Det er typisk børn i 2-4 års alderen, som bliver ramt af sygdommen
I 95 % af tilfældene findes svulsten kun på den ene side
Svulsten kan optræde med øget forekomst hos en familie, og er da forbundet med forandringer i urinvejene, nedsat intellekt f og forandringer i øjnene
Wilms svulst udgør ca. 5 % af alle kræftsygdomme i barneårene
Kan jeg få Wilms tumor mere end én gang?
Da kræftsygdommen i sjældne tilfælde kan komme tilbage, skal barnet følges på hospitalet i mange år efter behandlingen (ofte op til 10 år).